MARSMAND
Hvad er universet egentligt? Hvordan ville du beskrive det? Det er et svært spørgsmål, men ifølge en gruppe 5-årige er det:
“Rummet, en anden planet, et andet sted, himlen”
Et enkelt spørgsmål afleder mange forskellige svar. Især når det dykker ned i spændende og ukendte emner, der får børn til at reflektere og fantasere. Liminals forestilling MARSMAND tager nogle af de store spørgsmål om universet ned i børnehøjde og gør dem mere håndgribelige .
I MARSMAND møder Ellen, Marsmand. Marsmand taler ikke vores sprog og forstår ikke begreber som tid og fantasi. Ellen forstår til gengæld ikke, hvordan universet hænger sammen, og hvordan der er, der hvor Marsmand kommer fra.
Igennem bevægelse, dans, sang og leg sætter de sammen spørgsmålstegn ved ting som både voksne og børn tager for givet, såsom de forskellige følelser vi føler og tyngdekraften, der holder os nede på jorden. De inddrager samtidig publikum i at prøve at hitte rede i al ting. For hvordan forklarer man lige tid til en Marsmand? Forestillingens spørgsmål giver (forhåbentligt) nysgerrighed og lyst til at udforske universet og ens egne følelser.
Marsmand og de 5-10 årige børn undersøger sammen livets store spørgsmål:
Hvad er tal? Hvordan hænger universet sammen? Hvordan fungerer tiden og hvor lang er uendeligheden?
Vi har udarbejdet inspirationsmateriale til at gribe temaer og fakta i MARSMAND, som kan bruges af forældre eller bedsteforældre. Her kan man, før man ser forestillingen, på en legende og lærerig måde, tale om nogle af de store gåder om universet.
Alder:
Fra 5 til 10 år
Medvirkende
Idé: Rebecca Arthy og Adelaide Bentzon
Iscenesættelse: Adelaide Bentzon
Scenografi: Rebecca Arthy
Medvirkende: Daniel Norback og Ellen Kilsgaard
Lyddesign: Erik Christoffersen
Lysdesign: Sonja Lee
Producent: Liminal
PR: Karen Toftegaard ApS