Om Liminal
Performanceteatret LIMINAL har eksisteret som projektteater siden 1999, og har produceret forestillinger for børn, unge og voksne. LIMINALs kunsteriske ledelse består af instruktør, koreograf, performer Erik Pold og koreograf og iscenesætter Adelaide Bentzon.
Vi skaber scenekunst der bevæger sig mellem det politiske og det eksistentielle, og leger med forholdet mellem fiktion og virkelighed. Typiske elementer i vores arbejde er det sted-specifikke og publikums-involverende, samt den aktive brug af ny teknologi og video. Vores forestillinger er ofte humoristiske og leger med form og indhold på en måde så publikum kan lege med.
Det er centralt for LIMINAL at udfordre scenekunstbegrebet formmæssigt og tematisk, på en måde der er tilgængelig for publikum. Aktuelle temaer bliver behandlet gennem formmæssige eksperimenter, der undersøger hvem vi er og hvordan vi agerer i verden.
Om Liminalitet
Indenfor antropologien er liminalitet et begreb der betegner de historiske øjeblikke, hvor den sociale orden, der normalt tages for givet, pludselig forsvinder. En begrebsliggørelse af forandring og samfundstransformation.
Vi lever i en tid hvor denne liminalitet i samfundet er en næsten permanent tilstand, og hvor forståelsen af hvem vi er og hvorfor vi er her, forekommer at være flydende og under konstant forandring. Identitet kontrueres og dekonstrueres i et væk, og virkelighedsopfattelser forskydes i højt tempo.
Her kan teatret forekomme at være en støvet og gammeldags konstruktion, med sin røde plys, publikumsrækker, krav om fordybelse og langsomme tempo. Det kan forekomme musealt, som om teatret klamrer sig til fortiden i håbet om, at nutiden falder til ro og kommer til at minde om noget der var engang. Teatret er domineret af tunge institutioner som har svært ved at forandre sig, og man kan spørge sig selv, som vi gjorde i sidste års forestilling ”Det Store Sceneskift”, om teatret er en døende kunstform?! Omvendt, som vi også konkluderer i forestillingen, er der måske netop mere behov for scenekunsten end nogensinde før. Scenekunsten som et sted hvor vi kan samles som borgere og se hinanden i øjnene, og reflektere over om vi er på rette spor. Teatrets demokratiske funktion er måske nok stivnet i sin form, men behovet for en sådan funktion har aldrig været større.
Vores vision i LIMINAL er at skabe forandring i scenekunsten, ved i vores praksis at være nysgerrige og undersøgende og ved at skabe værker der omfavner den liminalitet som samfundet befinder sig i, samtidig med at vi skaber rum til refleksion. Refleksion over hvor vi kommer fra og er på vej hen.
Når en Marsmand lander på jorden, hvilke spørgsmål giver det så anledning til? Hvad sker der hvis vi stirrer på en tom scene og lader vores og publikums forestillingsevne skabe en forestilling ud af det tomme rum, og hvem vrænger narren af, når han ikke længere kan gennemskue hvem der har magten i samfundet?
I Liminal vil vi skabe scenekunst der undrer sig over verden, og får publikum til at gøre det samme.
Liminals bestyrelse:
Ida Leisner, cand. mag. I kunsthistorie og museologi
Stine Tange, kultur- og bylivskonsulent hos Refshaleøens Ejendomsselskab A/S
Søren Friis Møller, ekstern lektor på Copenhagen Business School